Alfabetet og ordforråd

Simple billedpræsentationsprogrammer som f.eks. Photo Story er oplagte at bruge i folkeskolen, særligt i de små klasser.

Følgende video er et mere advanceret eksempel med animationer og video, men den kan sagtens inspirere vores arbejde med alfabetet og opbygning af ordforråd.

The Alphabet 2 from n9ve on Vimeo.

 

 

Posted in Undervisning | Tagged , , , , | Leave a comment

5 grunde til at din skole skal have en Facebook side

Jeg har ved starten at det nye skoleår oprettet en Facebook side for Engdalskolen. Det er noget vi har diskuteret i flere forskellige fora på skolen, og vi er kommet til den konklusion at en side på Facebook, kan være et godt talerør til forældre og elever. Det er ikke en erstatning for de kommunikationsmuligheder vi allerede har, men et supplement. I det følgende vil jeg prøve at redegøre for nogle af de overvejelser, vi gjorde os, da vi diskuterede om skolen hører til i de sociale medier.

1. Del livet på skolen

Forældre, der er oplever at de er velinformerede om livet på skolen, er mere tilfredse med skolen end de forældre, der oplever det modsatte. Der er masser af dagligdags informationer, der er relevante at dele på skolens Facebook side. Det kunne være praktiske informationer som program for skolestart, tidsplan for valg til skolebestyrelsen og lign. Man kunne også fortælle om lejrskoler, museumsbesøg eller fremhæve klasser, der deltager i særlig interessante undervisningsaktiviteter.

2. Eleverne oplever at den officielle del af skolen også taler deres sprog…

…eller kommunikerer på samme kanaler som dem selv. Det kan engagere dem i skolen og skolens liv. Samtidigt kan de opleve sig selv eller deres kammerater positivt fremhævet, for skole relaterede aktiviteter. Det giver selvværd. Man er også stolt af sin skole, der er med på beatet. Elevers indlæring er ligefrem proportional med deres tilfredshed med at gå i skole, så alle kneb gælder.

3. Skolen kan være det gode eksempel

Når eleverne færdes blandt hinanden i de sociale medier er der kun dem selv til at definere hvad der er socialt acceptabelt. Hvis skolen også er tilstede på elevernes foretrukne virtuelle mødesteder, kan den sætte det gode eksempel for hvordan man kommunikerer på de sociale netværk.

4. Man fastholder kontakten til elever og forældre længe efter de har forladt skolen

Som skole er man interesseret i at få spredt de positive historier. Holder man kontakten med gamle elever og deres forældre vedlige, f.eks. via sociale medier, vil man få spredt sine historier til et langt større publikum. Et publikum, der allerede er venligt stemt over for afsenderen.

5. Sociale medier er kommet for at blive

Ikke nødvendigvis i form af Facebook, men de er del af elevernes (og vores) verden. Det er ofte en automat reaktion for skolerne at i første omgang afvise ny teknologiske muligheder, det gjorde man i midt halvfemserne med internettet og man gjorde det igen lidt senere med mobiltelefonerne. Jeg oplever at man er i gang med at gøre det igen med f.eks. Facebook. Jeg mener at det er vigtigt at begynde at arbejde med de sociale medier, seriøst og systematisk, så vi kan få afdækket mulighederne og faldgruberne.

 

 

 

Posted in Organisation | Tagged , , , , | 1 Comment

aMap – have an argument

Tools for English II: Andet i rækken af indlæg, der præsenterer værktøjer, der kan bruges i engelskundervisningen. Mange af værktøjerne kan også bruges i tysk- eller franskundervisningen, men det er i engelsk at de er testet.

aMap er tjeneste, hvor man kan opbygge visuelle argumenter for forskellige sager og holdninger. Tanken er, at komplekse debatter kan visualiseres efter en simpel skabelon. Når der arbejdes med skabelonen får man startet en refleksion hos brugeren, som så forhåbentligt kommer til at anvende bedre og skarpere argumenter. Tjenesten er meget nem at gå til og når man er færdig kan man maile sit aMap med det samme eller man kan embedde det på sin blog, i sin wiki eller hvor man nu har lyst. Embed koden bliver automatisk genereret når man er færdig. Tjenesten understøtter desværre kun engelsk tegnsæt, så tjeneste er ikke egnet til andre fag. Se et lettere nørdet eksempel nedenfor:

Posted in Undervisning | Tagged , , , , , | Leave a comment

Road to Grammar

Tools for English I: Første af en række indlæg, der præsenterer værktøjer, der kan bruges i engelskundervisningen. Mange af værktøjerne kan også bruges i tysk- eller franskundervisningen, men det er i engelsk at de er testet.

Road to Grammar/Road to Grammar jr.

To virkelig gode grammatik sider. Med henholdsvis 365 og 350 forskellige opgaver i engelsk grammatik, en række spil og nogle undervisningsressourcer, man kan downloade. Der er grammatikopgaver til de fleste klassetrin, der er conversation questions og der er forskellige varm-up activities.

Posted in Undervisning | Tagged , , , , | Leave a comment

Refleksionsbilleder

Sidste uge inden jul. Hører du også til dem, der er færdige med programmet for dette år og ikke vil starte noget nyt før efter jul? Er du også træt af de evindelige julekompendier, man ofte udsætter eleverne for, mens man venter på anden halvdel af skoleåret? Her er en ide, der fordrer lidt mere fordybelse og refleksion end den sædvanlige julekrydsord.

Gå på nettet og find en god stak billeder, med forskellige inspirerende motiver. Print dem ud (i farver) og laminer dem (hvis du vil bruge dem i flere klasser).

Del billederne tilfældigt ud på bordene i klassen og bed eleverne vælge et billede og relatere det til deres læring i skoleåret indtil nu. Er faget et sprogfag foregår det naturligvis på det aktuelle sprog.

Tricket er selvfølgelig at vælge nogle motiver, der inspirerer til refleksion. Det kunne være noget, der symboliserer en rejse, udfordringer, uro, afslapning og så videre. Se eventuelt diassene nedenfor.

Flickr er et godt sted at finde billederne, sørg for at gå ind under advanced search og led efter billeder med Creative Common licens så slipper du for at tage stilling til ophavsretsforhold. Husk også at angive kilden.

Refleksionsbilleder

Tak til What Ed Said for inspiration.
Posted in Undervisning | Tagged , , , | Leave a comment